tirsdag den 22. november 2011

12

Vi er nummer 12! Længere var beskeden ikke, da Mette ringede mig op på arbejdet med de gode nyheder. Og længere behøvede den i og for sig heller ikke være.

Da vi kom på listen lige før sommerferien startede vi som nr. 16. Nu nr. 12. Det var langt bedre end vi havde turde håbe. Officielt kommer der kun 4-5 børn om året. I år er der kommet 9.

På mange måder har det været et begivenhedsrigt år. Mette og jeg talte lidt tidligere i dag om, at vi på det her tidspunkt for et år siden gik og ventede på, at sagsbehandleren skulle komme på besøg.

Alt skulle være klar til den store dag. Selvom det var november lugede vi ukrudt, vi satte nye gardiner op, og fik endelig sat en reol op med alle vores bøger, og vi skrubbede og skurede det bedste, vi havde lært.

Huset så ud fra sin bedste side da dagen for det frygtede besøg endelig oprandt. Desværre var det begyndt at sne et par dage før, så ingen kunne se haven, og sagsbehandleren kiggede sig stort set ikke omkring. Så den del af besøget var lidt en fuser.

Nå, det er lang tid siden nu. Vi er godkendt, på listen og rykket fire pladser. Alt andet er ligegyldigt.

Vi har nu også netop betalt den næste rate. Det betyder, at vi ikke skal foretage os mere, før DanAdopt ringer.

Lidt underligt at der ikke er flere papirer der skal klares. Nu kan vi bare vente. Igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar