tænksom...

Det er snart et år siden vi kunne fortælle vi var blevet godkendt - vi kan stadig huske den dag...

Og det slår mig, at vi faktisk aldrig her på bloggen har fortalt hvordan det var, lige den dag...

Jeg tog lidt tidligt hjem fra arbejde - jeg var timelønsansat og var ikke fysisk på toppen. Jeg havde begravet mig i arbejde og studie hele foråret så godt som jeg nu kunne, så tillod mig at cykle lidt tidligt hjem.

Vores sagsbehandler havde fortalt vi nok kom på samråd tirsdag d. 31 maj og vi havde aftalt med hende, at vi kunne ringe på et aftalt klokkeslet og så ville hun fortælle os om samrådets afgørelse.

Da jeg kom hjem fra arbejde tømte jeg postkassen og det tog lidt tid inden jeg registrerede at der var brev fra statsforvaltningen. Men da min hjerne så opfattede det, SÅ gik det stærkt... Jeg vidste godt hvad det brev handlede om! Uden at spekulere på, at min mand måske gerne ville være med til at åbne brevet FLÅEDE jeg det op! OG så vrælede jeg. Jeg vandede høns for et godt ord!!

Jeg glemte alt om at være småforkølet og skyndte mig at ringe til Benny - som ikke tog sin telefon!!!!!!! Jeg ringede og ringede og ringede!!!! Jeg ville ikke ringe til andre før jeg havde fået fat i ham!

Endelig - ENDELIG - ringede han tilbage og havde godt på fornemmelsen der var noget meget vigtigt jeg skulle fortælle ;-) - jeg kunne grædende fortælle ham at han skulle være FAR!!!

Jeg tror nok han snurrede omkring sig selv 20 gange, inden han samlede sig så meget så han kunne erklære at han skyndte sig at lukke ned på arbejde og ville komme hjem!

Det tog jo nærmest en EVIGHED inden manden kunne snøvle sig hjem - i realiteten tog det vist ikke mere end 20 min at lukke pc'en osv ned og komme de tre-fire km hjem på cykel... I mellemtiden ringede jeg til nogle skønne veninder og græd i telefonen - "Jeg skal være MOR!!!" L og T - tak fordi I lyttede og prøvede at forstå hvad det var jeg sagde mens jeg vandede høns ;o)

Benny kom ENDELIG hjem! Og så skulle der ringes til bedsteforældre og onkler! Min far tog telefonen med ordene "det er far" (han kunne jo kende telefonnummeret på sin mobil - han var ikke hjemme ved min mor) - og jeg sagde "nej - det er bedstefar" - og så blev der helt stille...

Han ringede tilbage efter nogen tid, da han havde fundet mæglet igen.

Min mor talte i telefon med min moster mens jeg prøvede komme igennem til hende. Da jeg endelig fik fat i hende, begyndte hun at fortælle om hvad de havde talt om - og til sidst grinede jeg og sagde at det ikke var for at høre hvad de havde talt om jeg ringede... Hun blev HELT stille og spurgte om vi havde fået brev - jeg kunne bare svare "Ja - du skal være bedstemor!"

Og SÅ fik jeg ellers travlt med at flytte telefonrøret vær fra øret - for sikke et HYYYYYYYYYYYL hun kom med! Så kunne hun ikke sige ret meget mere de næste par timer..... Jeg kom dog igennem med mit budskab om, at nu skulle hun ikke fare ud og købe barnevogn dagen efter ;-)

Min lillebror svarede heldigvis sin telefon... Jeg sagde bare til ham at nu skulle han jo afgøre om han ville kaldes morbror eller onkel... Og så blev han også tavs...

Jeg husker ikke så meget mere ud over vi åbnede en flaske champagne og tog på Amagerbrogade for at spise indisk mad - Bennys forældre og bror fik selvfølgelig også den gode nyhed den dag - Benny fortalte dem det selv, på samme måde som jeg fortalte min side af familien det. Af samme årsag kan jeg ikke gengive deres reaktioner så nøjagtigt som fra min familie - men de blev naturligvis helt vildt glade på vores vegne.

Dagen efter fejrede vi det med hver vores hold kolleger med Asti og jordbærkage - og da vi kom hjem fra arbejde stod der buketter fra forskellige mennesker med tillykke-kort! Noget så rørende!

Siden da, er der desværre ikke sket så meget på ventelisten som vi kunne ønske - så netop derfor har det faktisk gjort enormt godt at genkalde mig den glæde vi følte sidste forår - for den har vi stadig - turen op ad listen går bare ikke så hurtigt som man kunne ønske sig - men - vi prøver at holde fokus på vores liv her og nu.