Hjertet skal lige med

Nogle beslutninger ved ens hjerne er rationelt rigtige, men alligevel går der et stykke tid inden ens hjerte helt er kommet med. En af den slags beslutninger traf Mette og jeg i torsdags.

Sidste weekend fandt vi ud af, at  ventetiden på børn fra Sri Lanka var blevet ændret fra 36-48 måneder til nu “uafklaret”, og at DanAdopt opfordrede alle par på listen til at kontakte dem for individuel rådgivning.

Siden sommerferien har vi gået lidt med skyklapper på i forhold til adoption. Der har været rigeligt med udfordringer i vores “almindelige liv”, og vi har ikke rigtigt haft overskud til at skulle håndtere, at adoptionen ikke gik som den skulle. Vi meldte bl.a. derfor fra til landemødet i oktober og prøvede i stedet at fokusere på de få positive nyheder, vi hørte derude fra. 

Med sidste weekends opdagelse kom virkeligheden imidlertid tilbage. Og efter vi havde talt med DanAdopt mandag, blev det mere og mere klart, at situationen ikke var holdbar. Der ville fremover kun komme 1-2 børn om året fra Sri Lanka, og da vi er nummer 12 på listen, riskerede vi at løbe tør for godkendelse og i værste fald ikke kunne nå at få barn nr. to, hvis vi blev, hvor vi var.

DanAdopt har vist sig fra sin bedste side i ugen der er gået. Bl.a. tilbød de at gøre vores konto op, så vi bedre kunne vurdere, hvad et landeskifte økonomisk ville koste, og vi fik tilbudt at få de resterende midler med over til et andet land, hvis vi skiftede inden for syv dage. Normalt, når man skifter land på eget initiativ, skal man betale det hele en gang til.

Samtidigt havde Mette en snak med DanAdopt om alternative lande. Kravene til landene varierer en del, og det samme gør børnenes alder og det system de kommer fra.

Enden på det hele er blevet, at vi er skiftet til Filippinerne. Torsdag aften var jeg på postterminalen med de underskrevne papirer til DanAdopt, og lørdag fik vi en bekræftelse. Nu kan vi bare vente på, at vores sagsnr. kommer på ventelisten.

Beslutningen har været meget svær. Vi har på et par dage skulle sige farvel til alle de forestillinger, vi hidtil havde gjort os. I Sri Lanka er børnene f.eks. relativt små, hvorimod de på Filippinerne er mellem to og tre år gamle. 

Jeg har været mere klar på at skifte end Mette har. Jeg har det seneste års tid været utrolig frustreret over, at der ikke skete noget. Det har været som om, at alt var i venteposition og man bare kunne se på, at ens liv passerede forbi. Og skåret ind til benet så er min trang til, at der kommer til at ske noget igen, større end min sorg over at skulle sige farvel til SriLanka. Men det er en følelse som varierer fra dag til dag. Der er gode dage, og der er dårlige dage.

Mette har haft sværere ved at sige farvel til Sri Lanka, end jeg har. Da vi startede på adoptionen havde hun f.eks. en opfattelse af, at hendes kommende barn ville kunne gå, når vi fik det. Da de på Sri Lanka er helt små ændrede dette billede sig gradvist. Nu skal hun til at omstille sig igen.

Vi er begge på rette vej, men det har ikke været en nem uge. Især fordi det har været af nød og ikke af lyst, at vi er skiftet. Vi er blevet tvunget af omstændighederne, og selvom vi ikke er i tvivl om, at vi vil elske vores Filippiner-barn over alt på jorden, så skal den lige sive ordentlig ind.