Tankemylder...

Hen over sommeren har der været mange artikler, debatindlæg og i det hele taget holdninger om adoption.

Det har været sammenlignet med kolonisering, hvor vi rige, velreflekterede vesterlændinge rejser ud og reder de små stakkels børn.

Der har været fokus på at mange adopterede har problemer i deres voksne liv af den ene eller anden art.

Og der har været mange spørgsmål - både til vores liste personligt, og hvorfor vi ikke bare kan få et barn, for der er jo mange der har brug for forældre og kommentarer om at små børn jo må være virkelig nemme at adoptere for de kan jo ikke huske noget.

Jeg og vi har mine/vores meninger om det hele. Uden tvivl!

Vi adoptanter her i Danmark SKAL være velreflekterede. Det er et krav at vi i godkendelsesprocessen kan vise, at vi kan danne sunde og vedvarende relationer til andre mennesker. Vi skal være "rige" da vi i Sri Lanka skal dokumentere en opsparing af en vis størrelse til det barn vi ender med at adoptere. Da der bortadopteres meget få børn i vesteuropa, er børnene ofte i sagens natur af en anden hudfarve end os adoptanter. Men derfra og til at kalde det kolonisering må jeg indrømme at jeg synes der er meget langt.

Vi gør det IKKE for at rede et barn - vi vil gerne være forældre - lige som så mange andre. Men sjovt nok er der ingen der spørger en kvinde når hun annoncerer en graviditet, om hvorfor hun er blevet gravid... Man går ud fra hun gerne vil være mor - men vi adoptanter tillægges ofte et andet og mere "altruistisk" motiv.
Vi har ind imellem ondt i maven, når vi tænker på at vores livs største begivenhed, tager sit udspring i, at en kvinde må give det største i sit liv fra sig, og dermed opleve noget at det værste en mor kan opleve. Nej, specielt godtgørende føles den del bestemt ikke.

Vores liste hos Danadopt står stille. Efter al balladen er adoptioner så vidt vi ved officielt åbnet igen fra Sri Lanka, men den person der skal godkende hver eneste internationale adoption er for det første nytiltrådt i sin stilling, og har hen over det sene forår og sommeren haft fokus andre steder.

Så ja vi er slidte og det er ved at være hårdt at vente. Og det kan især være hårdt, når det er det første folk spørger om. Vi prøver at huske på at det er af positiv interesse folk spørger, og fordi de ønsker for os at vi også skal opleve at være forældre.

Men ind imellem er det hårdt at folk spørger, så hvis vi ind imellem svarer meget kort, er det ikke fordi vi vil være uhøflige, men fordi det gør ondt at tale om.

Vi forstår helt klart at alle børn er forskellige, om de er ens biologiske egne, adopterede, for tidligt fødte, har lav fødsels vægt, født med klumpfod eller læbe-gane-spalte osv. osv.

Hvis vi virker overbeskyttende på forhånd for vores kommende barn, er det fordi at det er vi nok ja. Vi lærte en masse om tidligt svigtede børn på kurserne og alle adopterede børn oplever et traume når de tages bort fra deres biologiske mor.
Vi kan kun håbe på at minimere traumet, men om så barnet kun er tre måneder gammelt er der et traume. Den duft af mor de har kendt, den lyd af mor de har kendt forsvinder pludselig. De tages over til fremmede mennesker, får fremmed mad, slæbes med på en lang flyvetur og i lufthavnen i den anden ende står også en masse fremmede som naturligvis også gerne vil røre, holde, kysse og kramme.

Hvis vi virker afvisende på forhånd, er det fordi vi SÅ gerne vil gøre alt det bedste for vores barn - og vi har lært at det bedste er at isolere os totalt når vi kommer hjem og ikke lade andre komme tæt på. Vi ønsker som alle andre, at vores barn bliver et socialt menneske med gode venner og familiebånd.

Nogle børn knytter sig relativt hurtigt til mor og far og viser med al tydelighed når andre end mor og far kommer for tæt på - andre børn løber ivrigt hen til fremmede mennesker i supermarkedet og kravler ukritisk op til dem. Enhver forældres mareridt er jo at ens barn bliver taget væk af en fremmed - så hvis ens barn har lært at alle voksne kan bruges, skal vi til at lære barnet at det bestemt ikke er tilfældet - så det bliver en balancegang uden lige at lære barnet hvilke voksne der kan bruges - og hvilke der ikke kan.

Nej, der er ingen der har sagt det skal være nemt - og det er der vist aldrig nogen forældre der er blevet lovet - uanset hvordan de blev forældre :-)