lørdag den 31. december 2011

Rigtigt godt nytår

Herfra Benny og jeg, skal der lyde et rigtigt godt nytår til alle.

2011 har på mange måder været tæskehårdt. Sidste nytårsaften anede vi ikke om vi overhovedet skulle blive godkendt, så det var med lige dele bævende hjerte og lige dele forventning vi gik ind i 2011.
Heldigvis kom forløsningen, og vi blev godkendt som I nok har opdaget.
Året bød også på store udfordringer, senest med stoppet for internationale adoptioner fra Sri Lanka. Gudskelov fik vi en hurtig afklaring, og vi sluttede året af, med at få brev, som I kan se på billedet.

Vores sag er nu bekræftet modtaget og godkendt i Sri Lanka, og de vil finde os et barn.

Så derfor er det med en helt anden følelse vi nu ser frem mod 2012.

Vi bliver ikke forældre i det kommende år, det er vi klar over, men der skal ske så meget andet spændende, så vi har sådan set heller ikke tid ;-) Altså - den ville vi nok finde skulle DanAdopt ringe, men lige nu er det ok at vide, at det ikke bliver i 2012.

Vi ønsker alle derude et godt nytår og et lykkebringene 2012.

Tak for alle gode ønsker og støtte i 2011.

Benny & Mette

fredag den 9. december 2011

Life is a roller coaster...

Ja - DET må du saftsusseme nok synge mr. Keating.................

For det er lige præcist hvad vi har gennemlevet den seneste uges tid - og en uge lyder ikke længe - men det har været noget nær den længste uge vi nogensinde har oplevet.....

Torsdag d. 1 december fik vi nemlig en e-mail fra DanAdopt. Med dårligt nyt - RIGTIGT dårligt nyt.

Et af de klostre som DanAdopt samarbejder med, var under anklage for handel med børn. Den ledende nonne var blevet arresteret, men dog løsladt mod kaution.

Denne anklage betød at alle internationale adoptioner blev suspenderet, for den slags anklager SKAL selvfølgelig undersøges. Det værste var dog at de ikke kunne sige noget om, om formidlingen overhovedet ville komme igang igen - og i så fald hvornår.

Det var selvsagt enormt hårdt ikke at vide OM der overhovedet blev åbnet op igen, og vi var virkelig i kulkælderen rent humørmæssigt!

I dag d. 9. december er der allerede svar. Retten har 100% FRIKENDT klostret og nonnerne! Alle anklager er tilbagevist, så forventingen er, at formidlingen starter op igen i det nye år, når der igen åbnes efter jule- og nytårs-ferie!!!

Vi meldte ud til nogle få personer, som virkelig har vist sig at støtte os og bare være der for os.
Et vennepar troppede op med en buket blomster og en flaske vin - en anden sendte nogle små, søde og enormt omsorgsfulde pakker til os.

Vi har med vilje ikke meldt bredt ud, for vi vidste virkelig ikke meget. Vi fik fem linjer pr. mail d. 1 december og søgte med vilje ikke efter rygter på nettet. Vi ville gerne vente til vi vidste mere.

Det gør vi så nu! Og det er som I kan læse SÅ godt nyt!

Så nu skal der fejres og drikkes Pol Roger!!!!!!!!!!!!!!!!

GOD WEEKEND!!!!!!!!!

http://www.youtube.com/watch?v=Xpf5hNMnWZM&feature=related

tirsdag den 29. november 2011

I Østen stiger solen op...

Forleden var vi til meget voksen Julekoncert med klassisk musik.Undervejs spillede og sang de "I Østen stiger solen op" - dog ikke med den melodi vi normalt kender den, men med musikken fra "Elverhøj".
Der sad jeg - midt i en koncertsal, mellem massevis af fremmede mennesker, og måtte tørre en tåre.

For ikke nok med, at Benny og jeg sang den til vores bryllup - vores sol står i den grad op i Øst!

På nethinden fløj billeder af børnehjem i Sri Lanka, en lille sorthåret pode, der betuttet bliver os overrakt, og på et sekund er vores liv vendt 180 grader...

For et års tid siden, havde vi som Benny tidligere har beskrevet, besøg af "Damen" fra Statsforvaltningen Hovedstaden. (Kaldt "Damen", idet vi naturligvis ikke vil lægge hendes navn ud offentligt)

"Damen" kom lidt for sent p.g.a. sneen, og tror I mon, vi gik frem og tilbage i huset, for HVOR blev hun mon af.... Men "Damen" nåede frem til et skinnende rent hus og en have der var som blæst... Det kunne man jo selvfølgelig ikke se p.g.a. sneen - hvor VAR det godt vi nåede at luge ukrudt ;-) (Det skide ukrudt kostede iøvrigt Mette en forstuvet finger, og MANGE nysgerrige blikke på arbejde, da det blev forklaret, at fingeren blev forstuvet under lugning - i november...) Selv i indkørslen var der luget ukrudt - men ikke for meget - det skulle jo heller ikke være FOR perfekt...

Der var forinden taget mangen en debat om, om vi skulle pudse vinduer eller ej. For huset skulle jo heller ikke virke unaturligt rent...

Det var også blevet debatteret hvad vi skulle servere. Hjemmebag - uden tvivl - men hvilken slags? For "Damen" skrev på PC imens vi talte, og så er det ikke nemt spise kage med gaffel. Derfor blev det Bedstemors Hindbærsnitter - og de gled skam også ned. De blev skyllet ned med alt man kunne ønske sig af kaffe, the, isvand - naturligvis med mælk og sukker til kaffen/theen hvis "Damen" drak sin varme drik på den måde...

Men hvor skulle "Damen" sidde? Jo - hun skulle sidde, så hun kunne se ikke kun os, men også resten af stuen og gerne i nærheden af et strømstik...

Det var op mod jul - skulle man mon pynte lidt op? Eller nøjes med en adventskrans? Resultatet blev en adventskrans og så kom resten af pynten op efter "Damens" afgang...

Pyyyhhh.... Nej, det var ikke småting der fløj igennem vores hoveder for et års tid siden.....

I mellemtiden til vi opdaterer igen, er her et link til et enkelt vers af "I Østen stiger solen op"
http://www.ingemann-selskabet.dk/movies/files/page10-1010-pop.html

tirsdag den 22. november 2011

12

Vi er nummer 12! Længere var beskeden ikke, da Mette ringede mig op på arbejdet med de gode nyheder. Og længere behøvede den i og for sig heller ikke være.

Da vi kom på listen lige før sommerferien startede vi som nr. 16. Nu nr. 12. Det var langt bedre end vi havde turde håbe. Officielt kommer der kun 4-5 børn om året. I år er der kommet 9.

På mange måder har det været et begivenhedsrigt år. Mette og jeg talte lidt tidligere i dag om, at vi på det her tidspunkt for et år siden gik og ventede på, at sagsbehandleren skulle komme på besøg.

Alt skulle være klar til den store dag. Selvom det var november lugede vi ukrudt, vi satte nye gardiner op, og fik endelig sat en reol op med alle vores bøger, og vi skrubbede og skurede det bedste, vi havde lært.

Huset så ud fra sin bedste side da dagen for det frygtede besøg endelig oprandt. Desværre var det begyndt at sne et par dage før, så ingen kunne se haven, og sagsbehandleren kiggede sig stort set ikke omkring. Så den del af besøget var lidt en fuser.

Nå, det er lang tid siden nu. Vi er godkendt, på listen og rykket fire pladser. Alt andet er ligegyldigt.

Vi har nu også netop betalt den næste rate. Det betyder, at vi ikke skal foretage os mere, før DanAdopt ringer.

Lidt underligt at der ikke er flere papirer der skal klares. Nu kan vi bare vente. Igen.

søndag den 13. november 2011

Det er DERFOR....

I går var vi ude og besøge et vennepar og verdens dejligste M. M er lidt over 3 år gammel og en skøn, charmerende lille dreng - der er som alle andre 3-årige drenge - han er glad for biler, især brandbiler, is og malebøger.

M er fan af Benny - de skal læse bøger, og lege med brandbiler.

Og kan man andet end smelte, når en lille purk kravler op på skøddet af Benny og bare hygger - eller når han med stor omhu river en hel side af sin malebog med biler ud, fordi jeg skal have en fin tegning med hjem??

Nej vel - det er DERFOR vi har indsamlet papirer til den store guldmedalje og haft mange, lange samtaler med sagsbehandlere...
Vi glææææææder os :-)

søndag den 6. november 2011

To gange på en uge...

har et brev fra DanAdopt nu fundet vej til vores postkasse...

Vi har nu modtaget det lidt mere festlige brev, vi har ventet på.

Vores sag er nemlig nu sendt afsted, så NU skal vi officielt ikke foretage os mere papirarbejde, før vi er blevet forældre. (Altså - ikke medmindre vi skal have godkendelsen forlænget efter de første tre år uden barn i forslag, men det tager vi til den tid)

For nu, er det bare om at "læne sig tilbage" og levet livet, og huske troen på, at det en skønne dag inden for en overskuelig fremtid bliver vores tur til at smykke os med titlerne "far" og "mor" :-)

tirsdag den 1. november 2011

Snydt....

Ææææjjj... der kom brev fra DanAdopt i dag... Men desværre ikke en bekræftelse på, at vores sag er sendt til Sri Lanka - nææææ... Det var "såmænd bare" et "her går det knap så godt, så send flere penge!" -brev!P.g.a. længere sagsbehandlingstid, er adoptioner blevet dyrere, så vi skal betale lidt flere penge...

På ventelisten er der intet nyt, men intet nyt er stadig ok - husk på, at de taler om fire til fem børn om året, og der er nu kommet otte i indeværende år. Der er dog ingen garantier for, at det vil gentage sig næste år.

På hjemmefronten har vi fejret Bennys 40 års fødselsdag. Vi havde en fantastisk dag, og er ret imponerede over, HVOR mange mennesker vi kunne være i vores ellers rummelige stue... Der er IKKE altid plads til én til nej......... Godt vi kunne sende folk lidt ud på terrassen og udestuen også.

Vores Trold har fået lovning på kæledyr, for Benny fik en vejledning i at bygge kaninbur i gave, og den lille skal nok få lært at bruge værktøj, for den kommende bedstefar har lovet Benny at han nok skal sørge for at lære den lille Trold at bruge skruetrækkere, boremaskiner mv.

Men altså - nu må posten da gerne snart komme med brev om, at vores dokumenter nu er oversat, legaliserede, stemplede osv. osv.....