Nu skriver DanAdopt nemlig:
"Vi har haft en familie, der har været i en særlig situation. Vi kan dog med glæde fortælle, at familien i denne uge er rejst til Sri Lanka for at hente barn."
Endelig!!! NU er vi så nummer 12!!! Farvel plads nr. 13!! Du vil ikke blive savnet!!!!!!!
mandag den 8. oktober 2012
søndag den 23. september 2012
Endelig dato på landemøde...
Endelig, endelig har vi fået en dato på, hvornår DanAdopt holder et informationsmøde for os ventende...
Nogle dage er rå - og pessimismen melder sig på banen og tanker om, om formidlingen mon nogen sinde kommer i gang melder sig
Andre dage er gode og vi har troen på det nok skal komme i gang.
I foråret og hen over sommeren har der gudskelov været flere af de gode end de dårlige...
Men i takt med, at DanAdopt bliver ved at opdatere hjemmesiden hver anden måned med nyheden om der er intet nyt - så kommer der efterhånden lidt flere af de dårlige dage... (iøvrigt er det frygteligt længe at vente på "nyt")
Men nu foregår der da i det mindste et eller andet - i form af møde for os på ventelisten - vi kender jo nogle af de andre par, så om ikke andet bliver det da hyggeligt at møde dem igen :)
Så på den ene side en smule nyt om landemøde... På den anden side - nul nyt...
Så en del af mig tænker det er spild af tid med møde - skal vi bare sidde og kigge på hinanden i tre timer og lytte på DA fortæller om de manglende nyheder??
På den anden side er vi nød til at møde op så de forhåbentlig bliver tvunget til at lytte på vores frustrationer om manglende opdateringer!!!!!
Nogle dage er rå - og pessimismen melder sig på banen og tanker om, om formidlingen mon nogen sinde kommer i gang melder sig
Andre dage er gode og vi har troen på det nok skal komme i gang.
I foråret og hen over sommeren har der gudskelov været flere af de gode end de dårlige...
Men i takt med, at DanAdopt bliver ved at opdatere hjemmesiden hver anden måned med nyheden om der er intet nyt - så kommer der efterhånden lidt flere af de dårlige dage... (iøvrigt er det frygteligt længe at vente på "nyt")
Men nu foregår der da i det mindste et eller andet - i form af møde for os på ventelisten - vi kender jo nogle af de andre par, så om ikke andet bliver det da hyggeligt at møde dem igen :)
Så på den ene side en smule nyt om landemøde... På den anden side - nul nyt...
Så en del af mig tænker det er spild af tid med møde - skal vi bare sidde og kigge på hinanden i tre timer og lytte på DA fortæller om de manglende nyheder??
På den anden side er vi nød til at møde op så de forhåbentlig bliver tvunget til at lytte på vores frustrationer om manglende opdateringer!!!!!
søndag den 9. september 2012
Tankemylder...
Hen over sommeren har der været mange artikler, debatindlæg og i det hele taget holdninger om adoption.
Det har været sammenlignet med kolonisering, hvor vi rige, velreflekterede vesterlændinge rejser ud og reder de små stakkels børn.
Der har været fokus på at mange adopterede har problemer i deres voksne liv af den ene eller anden art.
Og der har været mange spørgsmål - både til vores liste personligt, og hvorfor vi ikke bare kan få et barn, for der er jo mange der har brug for forældre og kommentarer om at små børn jo må være virkelig nemme at adoptere for de kan jo ikke huske noget.
Jeg og vi har mine/vores meninger om det hele. Uden tvivl!
Vi adoptanter her i Danmark SKAL være velreflekterede. Det er et krav at vi i godkendelsesprocessen kan vise, at vi kan danne sunde og vedvarende relationer til andre mennesker. Vi skal være "rige" da vi i Sri Lanka skal dokumentere en opsparing af en vis størrelse til det barn vi ender med at adoptere. Da der bortadopteres meget få børn i vesteuropa, er børnene ofte i sagens natur af en anden hudfarve end os adoptanter. Men derfra og til at kalde det kolonisering må jeg indrømme at jeg synes der er meget langt.
Vi gør det IKKE for at rede et barn - vi vil gerne være forældre - lige som så mange andre. Men sjovt nok er der ingen der spørger en kvinde når hun annoncerer en graviditet, om hvorfor hun er blevet gravid... Man går ud fra hun gerne vil være mor - men vi adoptanter tillægges ofte et andet og mere "altruistisk" motiv.
Vi har ind imellem ondt i maven, når vi tænker på at vores livs største begivenhed, tager sit udspring i, at en kvinde må give det største i sit liv fra sig, og dermed opleve noget at det værste en mor kan opleve. Nej, specielt godtgørende føles den del bestemt ikke.
Vores liste hos Danadopt står stille. Efter al balladen er adoptioner så vidt vi ved officielt åbnet igen fra Sri Lanka, men den person der skal godkende hver eneste internationale adoption er for det første nytiltrådt i sin stilling, og har hen over det sene forår og sommeren haft fokus andre steder.
Så ja vi er slidte og det er ved at være hårdt at vente. Og det kan især være hårdt, når det er det første folk spørger om. Vi prøver at huske på at det er af positiv interesse folk spørger, og fordi de ønsker for os at vi også skal opleve at være forældre.
Men ind imellem er det hårdt at folk spørger, så hvis vi ind imellem svarer meget kort, er det ikke fordi vi vil være uhøflige, men fordi det gør ondt at tale om.
Vi forstår helt klart at alle børn er forskellige, om de er ens biologiske egne, adopterede, for tidligt fødte, har lav fødsels vægt, født med klumpfod eller læbe-gane-spalte osv. osv.
Hvis vi virker overbeskyttende på forhånd for vores kommende barn, er det fordi at det er vi nok ja. Vi lærte en masse om tidligt svigtede børn på kurserne og alle adopterede børn oplever et traume når de tages bort fra deres biologiske mor.
Vi kan kun håbe på at minimere traumet, men om så barnet kun er tre måneder gammelt er der et traume. Den duft af mor de har kendt, den lyd af mor de har kendt forsvinder pludselig. De tages over til fremmede mennesker, får fremmed mad, slæbes med på en lang flyvetur og i lufthavnen i den anden ende står også en masse fremmede som naturligvis også gerne vil røre, holde, kysse og kramme.
Hvis vi virker afvisende på forhånd, er det fordi vi SÅ gerne vil gøre alt det bedste for vores barn - og vi har lært at det bedste er at isolere os totalt når vi kommer hjem og ikke lade andre komme tæt på. Vi ønsker som alle andre, at vores barn bliver et socialt menneske med gode venner og familiebånd.
Nogle børn knytter sig relativt hurtigt til mor og far og viser med al tydelighed når andre end mor og far kommer for tæt på - andre børn løber ivrigt hen til fremmede mennesker i supermarkedet og kravler ukritisk op til dem. Enhver forældres mareridt er jo at ens barn bliver taget væk af en fremmed - så hvis ens barn har lært at alle voksne kan bruges, skal vi til at lære barnet at det bestemt ikke er tilfældet - så det bliver en balancegang uden lige at lære barnet hvilke voksne der kan bruges - og hvilke der ikke kan.
Nej, der er ingen der har sagt det skal være nemt - og det er der vist aldrig nogen forældre der er blevet lovet - uanset hvordan de blev forældre :-)
Det har været sammenlignet med kolonisering, hvor vi rige, velreflekterede vesterlændinge rejser ud og reder de små stakkels børn.
Der har været fokus på at mange adopterede har problemer i deres voksne liv af den ene eller anden art.
Og der har været mange spørgsmål - både til vores liste personligt, og hvorfor vi ikke bare kan få et barn, for der er jo mange der har brug for forældre og kommentarer om at små børn jo må være virkelig nemme at adoptere for de kan jo ikke huske noget.
Jeg og vi har mine/vores meninger om det hele. Uden tvivl!
Vi adoptanter her i Danmark SKAL være velreflekterede. Det er et krav at vi i godkendelsesprocessen kan vise, at vi kan danne sunde og vedvarende relationer til andre mennesker. Vi skal være "rige" da vi i Sri Lanka skal dokumentere en opsparing af en vis størrelse til det barn vi ender med at adoptere. Da der bortadopteres meget få børn i vesteuropa, er børnene ofte i sagens natur af en anden hudfarve end os adoptanter. Men derfra og til at kalde det kolonisering må jeg indrømme at jeg synes der er meget langt.
Vi gør det IKKE for at rede et barn - vi vil gerne være forældre - lige som så mange andre. Men sjovt nok er der ingen der spørger en kvinde når hun annoncerer en graviditet, om hvorfor hun er blevet gravid... Man går ud fra hun gerne vil være mor - men vi adoptanter tillægges ofte et andet og mere "altruistisk" motiv.
Vi har ind imellem ondt i maven, når vi tænker på at vores livs største begivenhed, tager sit udspring i, at en kvinde må give det største i sit liv fra sig, og dermed opleve noget at det værste en mor kan opleve. Nej, specielt godtgørende føles den del bestemt ikke.
Vores liste hos Danadopt står stille. Efter al balladen er adoptioner så vidt vi ved officielt åbnet igen fra Sri Lanka, men den person der skal godkende hver eneste internationale adoption er for det første nytiltrådt i sin stilling, og har hen over det sene forår og sommeren haft fokus andre steder.
Så ja vi er slidte og det er ved at være hårdt at vente. Og det kan især være hårdt, når det er det første folk spørger om. Vi prøver at huske på at det er af positiv interesse folk spørger, og fordi de ønsker for os at vi også skal opleve at være forældre.
Men ind imellem er det hårdt at folk spørger, så hvis vi ind imellem svarer meget kort, er det ikke fordi vi vil være uhøflige, men fordi det gør ondt at tale om.
Vi forstår helt klart at alle børn er forskellige, om de er ens biologiske egne, adopterede, for tidligt fødte, har lav fødsels vægt, født med klumpfod eller læbe-gane-spalte osv. osv.
Hvis vi virker overbeskyttende på forhånd for vores kommende barn, er det fordi at det er vi nok ja. Vi lærte en masse om tidligt svigtede børn på kurserne og alle adopterede børn oplever et traume når de tages bort fra deres biologiske mor.
Vi kan kun håbe på at minimere traumet, men om så barnet kun er tre måneder gammelt er der et traume. Den duft af mor de har kendt, den lyd af mor de har kendt forsvinder pludselig. De tages over til fremmede mennesker, får fremmed mad, slæbes med på en lang flyvetur og i lufthavnen i den anden ende står også en masse fremmede som naturligvis også gerne vil røre, holde, kysse og kramme.
Hvis vi virker afvisende på forhånd, er det fordi vi SÅ gerne vil gøre alt det bedste for vores barn - og vi har lært at det bedste er at isolere os totalt når vi kommer hjem og ikke lade andre komme tæt på. Vi ønsker som alle andre, at vores barn bliver et socialt menneske med gode venner og familiebånd.
Nogle børn knytter sig relativt hurtigt til mor og far og viser med al tydelighed når andre end mor og far kommer for tæt på - andre børn løber ivrigt hen til fremmede mennesker i supermarkedet og kravler ukritisk op til dem. Enhver forældres mareridt er jo at ens barn bliver taget væk af en fremmed - så hvis ens barn har lært at alle voksne kan bruges, skal vi til at lære barnet at det bestemt ikke er tilfældet - så det bliver en balancegang uden lige at lære barnet hvilke voksne der kan bruges - og hvilke der ikke kan.
Nej, der er ingen der har sagt det skal være nemt - og det er der vist aldrig nogen forældre der er blevet lovet - uanset hvordan de blev forældre :-)
tirsdag den 31. juli 2012
Kører Politiken hetz?
Man skulle næsten tro det, når man læser overskrifter som "Et barn koster 100.000" (den er så ændret på "stærke opfordringer" fra vrede adoptanter) eller "Danskere hentede flere små etiopere trods advarsler"
Som kommende mor via adoption er sådanne artikler en mavepuster uden lige. Også selv om man som sådan ikke er direkte implicerede - men vi kender ventende på Etiopien-listen og vi kan levende forestille os, at artikler som disse ikke bidrager konstruktivt til den rå ventetid.
Det kunne lige så godt have været Sri Lanka de havde faldet over med lukningen i December og de efterfølgende undersøgelser derude.
Bevares - vi er om nogen klar over at adoption ikke er perfekt, hvor der er fattigdom, som i virkelig ubegribelig fattigdom, gør folk uhyggelige ting for at overleve - at sælge mennesker er ikke en ny opfindelse.
Men Politikens efterhånden hetz mod de danske familier, der enten har hentet barn i Etiopien eller skal hente er ude i hampen.
De forvansker bl.a. formålet med Ankestyrelsens rejse i 2011 - formålet var ikke at finde ud af om adoption fra Etiopien skulle lukkes, og Politiken overser belejligt det faktum at antallet af adoptioner fra Etiopien i 2011 netop er faldet grundet ændringer i procedurer, der skal sikre at adoptionerne foregår lovligt.
Meget til Politikens overraskelse, er den adoption som Politiken undersøger, gennemført lovligt!
Hvad Politiken heller ikke bringer, er at det børnehjem de kritiserer, passer ældre og syge børn som ikke umiddelbart egner sig til adoption - mener Politiken da ikke disse børn har krav på pleje og omsorg?
Havde jeg abonnement på Poltiken, havde jeg opsagt det for længst!!!
Ikke mindst pga. deres decideret ulækre dækning af Amysagen! Som nævnt, var Politikens journalist overrasket over at adoptionen var lovlig. Så sagen om Amy handler og BØR handle om, hvad der kan og skal gøres for at hjælpe Amy videre. Sagen handler om, om en kommune har svigtet, om et sæt plejeforældre som muligvis har overtrådt deres beføjelser mv. Sagen om Amy handler IKKE om hendes adoption.
Hvad værre er, Politiken pensler en 13 årigs livshistorie ud for det ganske danske land til vores alle sammens brede forargelse - sagen har affødt kommentarer som "hun kan da bare rejse hjem, hvis hun ikke kan lide være i Danmark!" og andre ikke citer-værdige underlødige kommentarer!!!!!!!
Men Amy's bisidder har angiveligt godkendt hendes ønske - hvilken bisidder godkender dette???
Hvilken bisidder godkender dette, når Amys yngre søster deler Amy's historie? En yngre søster som ikke er gammel nok til at blive spugt, en yngre søster hvis livshistorie nu tilhører hele Danmark!
En historie man som kommende forælder via adoption lærer man skal værne om, hige om - det er barnets egen historie og ikke underholdning for nysgerrige sjæle!
Den snert af respekt jeg havde for Politiken er væk som dug for solen - de er i mine øjne ikke et hak bedre end BT eller Ekstrabladet!
Skal der køres en debat i de danske medier om adoption - fint nok - men så lad os holde enkelt-sager ude og lad os sørge for at få ALLE fakta på bordet!
Som kommende mor via adoption er sådanne artikler en mavepuster uden lige. Også selv om man som sådan ikke er direkte implicerede - men vi kender ventende på Etiopien-listen og vi kan levende forestille os, at artikler som disse ikke bidrager konstruktivt til den rå ventetid.
Det kunne lige så godt have været Sri Lanka de havde faldet over med lukningen i December og de efterfølgende undersøgelser derude.
Bevares - vi er om nogen klar over at adoption ikke er perfekt, hvor der er fattigdom, som i virkelig ubegribelig fattigdom, gør folk uhyggelige ting for at overleve - at sælge mennesker er ikke en ny opfindelse.
Men Politikens efterhånden hetz mod de danske familier, der enten har hentet barn i Etiopien eller skal hente er ude i hampen.
De forvansker bl.a. formålet med Ankestyrelsens rejse i 2011 - formålet var ikke at finde ud af om adoption fra Etiopien skulle lukkes, og Politiken overser belejligt det faktum at antallet af adoptioner fra Etiopien i 2011 netop er faldet grundet ændringer i procedurer, der skal sikre at adoptionerne foregår lovligt.
Meget til Politikens overraskelse, er den adoption som Politiken undersøger, gennemført lovligt!
Hvad Politiken heller ikke bringer, er at det børnehjem de kritiserer, passer ældre og syge børn som ikke umiddelbart egner sig til adoption - mener Politiken da ikke disse børn har krav på pleje og omsorg?
Havde jeg abonnement på Poltiken, havde jeg opsagt det for længst!!!
Ikke mindst pga. deres decideret ulækre dækning af Amysagen! Som nævnt, var Politikens journalist overrasket over at adoptionen var lovlig. Så sagen om Amy handler og BØR handle om, hvad der kan og skal gøres for at hjælpe Amy videre. Sagen handler om, om en kommune har svigtet, om et sæt plejeforældre som muligvis har overtrådt deres beføjelser mv. Sagen om Amy handler IKKE om hendes adoption.
Hvad værre er, Politiken pensler en 13 årigs livshistorie ud for det ganske danske land til vores alle sammens brede forargelse - sagen har affødt kommentarer som "hun kan da bare rejse hjem, hvis hun ikke kan lide være i Danmark!" og andre ikke citer-værdige underlødige kommentarer!!!!!!!
Men Amy's bisidder har angiveligt godkendt hendes ønske - hvilken bisidder godkender dette???
Hvilken bisidder godkender dette, når Amys yngre søster deler Amy's historie? En yngre søster som ikke er gammel nok til at blive spugt, en yngre søster hvis livshistorie nu tilhører hele Danmark!
En historie man som kommende forælder via adoption lærer man skal værne om, hige om - det er barnets egen historie og ikke underholdning for nysgerrige sjæle!
Den snert af respekt jeg havde for Politiken er væk som dug for solen - de er i mine øjne ikke et hak bedre end BT eller Ekstrabladet!
Skal der køres en debat i de danske medier om adoption - fint nok - men så lad os holde enkelt-sager ude og lad os sørge for at få ALLE fakta på bordet!
fredag den 27. juli 2012
No news... Still!!!
Meldingen er - stadig - at der ikke bort adopteres børn fra Sri Lanka
Meldingen er - stadig - at de ikke ved hvornår der kommer gang i formidlingen igen
Så meldingen er - vi venter stadig!
ZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz.zZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZ!!!!!!!
Meldingen er - stadig - at de ikke ved hvornår der kommer gang i formidlingen igen
Så meldingen er - vi venter stadig!
ZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz.zZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZ!!!!!!!
tirsdag den 22. maj 2012
tænksom...
Det er snart et år siden vi kunne fortælle vi var blevet godkendt - vi kan stadig huske den dag...
Og det slår mig, at vi faktisk aldrig her på bloggen har fortalt hvordan det var, lige den dag...
Jeg tog lidt tidligt hjem fra arbejde - jeg var timelønsansat og var ikke fysisk på toppen. Jeg havde begravet mig i arbejde og studie hele foråret så godt som jeg nu kunne, så tillod mig at cykle lidt tidligt hjem.
Vores sagsbehandler havde fortalt vi nok kom på samråd tirsdag d. 31 maj og vi havde aftalt med hende, at vi kunne ringe på et aftalt klokkeslet og så ville hun fortælle os om samrådets afgørelse.
Da jeg kom hjem fra arbejde tømte jeg postkassen og det tog lidt tid inden jeg registrerede at der var brev fra statsforvaltningen. Men da min hjerne så opfattede det, SÅ gik det stærkt... Jeg vidste godt hvad det brev handlede om! Uden at spekulere på, at min mand måske gerne ville være med til at åbne brevet FLÅEDE jeg det op! OG så vrælede jeg. Jeg vandede høns for et godt ord!!
Jeg glemte alt om at være småforkølet og skyndte mig at ringe til Benny - som ikke tog sin telefon!!!!!!! Jeg ringede og ringede og ringede!!!! Jeg ville ikke ringe til andre før jeg havde fået fat i ham!
Endelig - ENDELIG - ringede han tilbage og havde godt på fornemmelsen der var noget meget vigtigt jeg skulle fortælle ;-) - jeg kunne grædende fortælle ham at han skulle være FAR!!!
Jeg tror nok han snurrede omkring sig selv 20 gange, inden han samlede sig så meget så han kunne erklære at han skyndte sig at lukke ned på arbejde og ville komme hjem!
Det tog jo nærmest en EVIGHED inden manden kunne snøvle sig hjem - i realiteten tog det vist ikke mere end 20 min at lukke pc'en osv ned og komme de tre-fire km hjem på cykel... I mellemtiden ringede jeg til nogle skønne veninder og græd i telefonen - "Jeg skal være MOR!!!" L og T - tak fordi I lyttede og prøvede at forstå hvad det var jeg sagde mens jeg vandede høns ;o)
Benny kom ENDELIG hjem! Og så skulle der ringes til bedsteforældre og onkler! Min far tog telefonen med ordene "det er far" (han kunne jo kende telefonnummeret på sin mobil - han var ikke hjemme ved min mor) - og jeg sagde "nej - det er bedstefar" - og så blev der helt stille...
Han ringede tilbage efter nogen tid, da han havde fundet mæglet igen.
Min mor talte i telefon med min moster mens jeg prøvede komme igennem til hende. Da jeg endelig fik fat i hende, begyndte hun at fortælle om hvad de havde talt om - og til sidst grinede jeg og sagde at det ikke var for at høre hvad de havde talt om jeg ringede... Hun blev HELT stille og spurgte om vi havde fået brev - jeg kunne bare svare "Ja - du skal være bedstemor!"
Og SÅ fik jeg ellers travlt med at flytte telefonrøret vær fra øret - for sikke et HYYYYYYYYYYYL hun kom med! Så kunne hun ikke sige ret meget mere de næste par timer..... Jeg kom dog igennem med mit budskab om, at nu skulle hun ikke fare ud og købe barnevogn dagen efter ;-)
Min lillebror svarede heldigvis sin telefon... Jeg sagde bare til ham at nu skulle han jo afgøre om han ville kaldes morbror eller onkel... Og så blev han også tavs...
Jeg husker ikke så meget mere ud over vi åbnede en flaske champagne og tog på Amagerbrogade for at spise indisk mad - Bennys forældre og bror fik selvfølgelig også den gode nyhed den dag - Benny fortalte dem det selv, på samme måde som jeg fortalte min side af familien det. Af samme årsag kan jeg ikke gengive deres reaktioner så nøjagtigt som fra min familie - men de blev naturligvis helt vildt glade på vores vegne.
Dagen efter fejrede vi det med hver vores hold kolleger med Asti og jordbærkage - og da vi kom hjem fra arbejde stod der buketter fra forskellige mennesker med tillykke-kort! Noget så rørende!
Siden da, er der desværre ikke sket så meget på ventelisten som vi kunne ønske - så netop derfor har det faktisk gjort enormt godt at genkalde mig den glæde vi følte sidste forår - for den har vi stadig - turen op ad listen går bare ikke så hurtigt som man kunne ønske sig - men - vi prøver at holde fokus på vores liv her og nu.
Og det slår mig, at vi faktisk aldrig her på bloggen har fortalt hvordan det var, lige den dag...
Jeg tog lidt tidligt hjem fra arbejde - jeg var timelønsansat og var ikke fysisk på toppen. Jeg havde begravet mig i arbejde og studie hele foråret så godt som jeg nu kunne, så tillod mig at cykle lidt tidligt hjem.
Vores sagsbehandler havde fortalt vi nok kom på samråd tirsdag d. 31 maj og vi havde aftalt med hende, at vi kunne ringe på et aftalt klokkeslet og så ville hun fortælle os om samrådets afgørelse.
Da jeg kom hjem fra arbejde tømte jeg postkassen og det tog lidt tid inden jeg registrerede at der var brev fra statsforvaltningen. Men da min hjerne så opfattede det, SÅ gik det stærkt... Jeg vidste godt hvad det brev handlede om! Uden at spekulere på, at min mand måske gerne ville være med til at åbne brevet FLÅEDE jeg det op! OG så vrælede jeg. Jeg vandede høns for et godt ord!!
Jeg glemte alt om at være småforkølet og skyndte mig at ringe til Benny - som ikke tog sin telefon!!!!!!! Jeg ringede og ringede og ringede!!!! Jeg ville ikke ringe til andre før jeg havde fået fat i ham!
Endelig - ENDELIG - ringede han tilbage og havde godt på fornemmelsen der var noget meget vigtigt jeg skulle fortælle ;-) - jeg kunne grædende fortælle ham at han skulle være FAR!!!
Jeg tror nok han snurrede omkring sig selv 20 gange, inden han samlede sig så meget så han kunne erklære at han skyndte sig at lukke ned på arbejde og ville komme hjem!
Det tog jo nærmest en EVIGHED inden manden kunne snøvle sig hjem - i realiteten tog det vist ikke mere end 20 min at lukke pc'en osv ned og komme de tre-fire km hjem på cykel... I mellemtiden ringede jeg til nogle skønne veninder og græd i telefonen - "Jeg skal være MOR!!!" L og T - tak fordi I lyttede og prøvede at forstå hvad det var jeg sagde mens jeg vandede høns ;o)
Benny kom ENDELIG hjem! Og så skulle der ringes til bedsteforældre og onkler! Min far tog telefonen med ordene "det er far" (han kunne jo kende telefonnummeret på sin mobil - han var ikke hjemme ved min mor) - og jeg sagde "nej - det er bedstefar" - og så blev der helt stille...
Han ringede tilbage efter nogen tid, da han havde fundet mæglet igen.
Min mor talte i telefon med min moster mens jeg prøvede komme igennem til hende. Da jeg endelig fik fat i hende, begyndte hun at fortælle om hvad de havde talt om - og til sidst grinede jeg og sagde at det ikke var for at høre hvad de havde talt om jeg ringede... Hun blev HELT stille og spurgte om vi havde fået brev - jeg kunne bare svare "Ja - du skal være bedstemor!"
Og SÅ fik jeg ellers travlt med at flytte telefonrøret vær fra øret - for sikke et HYYYYYYYYYYYL hun kom med! Så kunne hun ikke sige ret meget mere de næste par timer..... Jeg kom dog igennem med mit budskab om, at nu skulle hun ikke fare ud og købe barnevogn dagen efter ;-)
Min lillebror svarede heldigvis sin telefon... Jeg sagde bare til ham at nu skulle han jo afgøre om han ville kaldes morbror eller onkel... Og så blev han også tavs...
Jeg husker ikke så meget mere ud over vi åbnede en flaske champagne og tog på Amagerbrogade for at spise indisk mad - Bennys forældre og bror fik selvfølgelig også den gode nyhed den dag - Benny fortalte dem det selv, på samme måde som jeg fortalte min side af familien det. Af samme årsag kan jeg ikke gengive deres reaktioner så nøjagtigt som fra min familie - men de blev naturligvis helt vildt glade på vores vegne.
Dagen efter fejrede vi det med hver vores hold kolleger med Asti og jordbærkage - og da vi kom hjem fra arbejde stod der buketter fra forskellige mennesker med tillykke-kort! Noget så rørende!
Siden da, er der desværre ikke sket så meget på ventelisten som vi kunne ønske - så netop derfor har det faktisk gjort enormt godt at genkalde mig den glæde vi følte sidste forår - for den har vi stadig - turen op ad listen går bare ikke så hurtigt som man kunne ønske sig - men - vi prøver at holde fokus på vores liv her og nu.
søndag den 29. april 2012
Stadig stilhed...
Ja, vi venter stadig på at det hele kommer i gang igen...
Så her er nogle pausefisk!
http://www.youtube.com/watch?v=Vb10RrPv6UA
Så her er nogle pausefisk!
http://www.youtube.com/watch?v=Vb10RrPv6UA
Abonner på:
Opslag (Atom)