Vi venter stadig på svar fra Fillipinerne om vi kan godkendes i deres system!
Så vi føler os RIGTIGT meget i ingenmandsland efterhånden og er begyndt at overveje nyt land - igen...
Nu må vi se!!!!
2013 kan kun blive bedre end 2012 - det er ihvertfald planen....
lørdag den 5. januar 2013
søndag den 25. november 2012
Hjertet skal lige med
Nogle beslutninger ved ens hjerne er rationelt rigtige, men alligevel går der et stykke tid inden ens hjerte helt er kommet med. En af den slags beslutninger traf Mette og jeg i torsdags.
Sidste weekend fandt vi ud af, at ventetiden på børn fra Sri Lanka var blevet ændret fra 36-48 måneder til nu “uafklaret”, og at DanAdopt opfordrede alle par på listen til at kontakte dem for individuel rådgivning.
Siden sommerferien har vi gået lidt med skyklapper på i forhold til adoption. Der har været rigeligt med udfordringer i vores “almindelige liv”, og vi har ikke rigtigt haft overskud til at skulle håndtere, at adoptionen ikke gik som den skulle. Vi meldte bl.a. derfor fra til landemødet i oktober og prøvede i stedet at fokusere på de få positive nyheder, vi hørte derude fra.
Med sidste weekends opdagelse kom virkeligheden imidlertid tilbage. Og efter vi havde talt med DanAdopt mandag, blev det mere og mere klart, at situationen ikke var holdbar. Der ville fremover kun komme 1-2 børn om året fra Sri Lanka, og da vi er nummer 12 på listen, riskerede vi at løbe tør for godkendelse og i værste fald ikke kunne nå at få barn nr. to, hvis vi blev, hvor vi var.
DanAdopt har vist sig fra sin bedste side i ugen der er gået. Bl.a. tilbød de at gøre vores konto op, så vi bedre kunne vurdere, hvad et landeskifte økonomisk ville koste, og vi fik tilbudt at få de resterende midler med over til et andet land, hvis vi skiftede inden for syv dage. Normalt, når man skifter land på eget initiativ, skal man betale det hele en gang til.
Samtidigt havde Mette en snak med DanAdopt om alternative lande. Kravene til landene varierer en del, og det samme gør børnenes alder og det system de kommer fra.
Enden på det hele er blevet, at vi er skiftet til Filippinerne. Torsdag aften var jeg på postterminalen med de underskrevne papirer til DanAdopt, og lørdag fik vi en bekræftelse. Nu kan vi bare vente på, at vores sagsnr. kommer på ventelisten.
Beslutningen har været meget svær. Vi har på et par dage skulle sige farvel til alle de forestillinger, vi hidtil havde gjort os. I Sri Lanka er børnene f.eks. relativt små, hvorimod de på Filippinerne er mellem to og tre år gamle.
Jeg har været mere klar på at skifte end Mette har. Jeg har det seneste års tid været utrolig frustreret over, at der ikke skete noget. Det har været som om, at alt var i venteposition og man bare kunne se på, at ens liv passerede forbi. Og skåret ind til benet så er min trang til, at der kommer til at ske noget igen, større end min sorg over at skulle sige farvel til SriLanka. Men det er en følelse som varierer fra dag til dag. Der er gode dage, og der er dårlige dage.
Mette har haft sværere ved at sige farvel til Sri Lanka, end jeg har. Da vi startede på adoptionen havde hun f.eks. en opfattelse af, at hendes kommende barn ville kunne gå, når vi fik det. Da de på Sri Lanka er helt små ændrede dette billede sig gradvist. Nu skal hun til at omstille sig igen.
Vi er begge på rette vej, men det har ikke været en nem uge. Især fordi det har været af nød og ikke af lyst, at vi er skiftet. Vi er blevet tvunget af omstændighederne, og selvom vi ikke er i tvivl om, at vi vil elske vores Filippiner-barn over alt på jorden, så skal den lige sive ordentlig ind.
onsdag den 21. november 2012
Et velanrettet spark et vist sted...
Vi har gået med skyklapper omkring vores venteliste til Sri Lanka.
Vi meldte fra Landemødet. Vi tjekkede ikke ventelisten eller opsøgte på anden måde information om tilstandene.
En familie i særlige omstændigheder hentede barn i oktober, så vi glædede os blot over det så ud til at være lidt i gang igen.
Forleden tænkte vi så, vi hellere måtte kigge på hjemmesiden, for efter landemødet (som vi ikke var til) fik vi en mail med anmodning om at kontakte Dan Adopt.
Ventetiden var nu ændret til "uafklaret" - og to familier var taget af listen af anden årsag end barn fra Sri Lanka.... Rettelse - endnu en familie er taget af, og der er således forsvundet tre familier fra listen. Alle med placering efter os, så ikke engang et hop på den konto.
Tal om et velanrettet spark et vist sted...
I skrivende stund afventer vi at høre fra Dan Adopt så vi kan finde ud af, hvilke muligheder vi har/ ikke har....
Vi meldte fra Landemødet. Vi tjekkede ikke ventelisten eller opsøgte på anden måde information om tilstandene.
En familie i særlige omstændigheder hentede barn i oktober, så vi glædede os blot over det så ud til at være lidt i gang igen.
Forleden tænkte vi så, vi hellere måtte kigge på hjemmesiden, for efter landemødet (som vi ikke var til) fik vi en mail med anmodning om at kontakte Dan Adopt.
Ventetiden var nu ændret til "uafklaret" - og to familier var taget af listen af anden årsag end barn fra Sri Lanka.... Rettelse - endnu en familie er taget af, og der er således forsvundet tre familier fra listen. Alle med placering efter os, så ikke engang et hop på den konto.
Tal om et velanrettet spark et vist sted...
I skrivende stund afventer vi at høre fra Dan Adopt så vi kan finde ud af, hvilke muligheder vi har/ ikke har....
mandag den 8. oktober 2012
Endelig - HURRAAAAAA!!!!!
Nu skriver DanAdopt nemlig:
"Vi har haft en familie, der har været i en særlig situation. Vi kan dog med glæde fortælle, at familien i denne uge er rejst til Sri Lanka for at hente barn."
Endelig!!! NU er vi så nummer 12!!! Farvel plads nr. 13!! Du vil ikke blive savnet!!!!!!!
"Vi har haft en familie, der har været i en særlig situation. Vi kan dog med glæde fortælle, at familien i denne uge er rejst til Sri Lanka for at hente barn."
Endelig!!! NU er vi så nummer 12!!! Farvel plads nr. 13!! Du vil ikke blive savnet!!!!!!!
søndag den 23. september 2012
Endelig dato på landemøde...
Endelig, endelig har vi fået en dato på, hvornår DanAdopt holder et informationsmøde for os ventende...
Nogle dage er rå - og pessimismen melder sig på banen og tanker om, om formidlingen mon nogen sinde kommer i gang melder sig
Andre dage er gode og vi har troen på det nok skal komme i gang.
I foråret og hen over sommeren har der gudskelov været flere af de gode end de dårlige...
Men i takt med, at DanAdopt bliver ved at opdatere hjemmesiden hver anden måned med nyheden om der er intet nyt - så kommer der efterhånden lidt flere af de dårlige dage... (iøvrigt er det frygteligt længe at vente på "nyt")
Men nu foregår der da i det mindste et eller andet - i form af møde for os på ventelisten - vi kender jo nogle af de andre par, så om ikke andet bliver det da hyggeligt at møde dem igen :)
Så på den ene side en smule nyt om landemøde... På den anden side - nul nyt...
Så en del af mig tænker det er spild af tid med møde - skal vi bare sidde og kigge på hinanden i tre timer og lytte på DA fortæller om de manglende nyheder??
På den anden side er vi nød til at møde op så de forhåbentlig bliver tvunget til at lytte på vores frustrationer om manglende opdateringer!!!!!
Nogle dage er rå - og pessimismen melder sig på banen og tanker om, om formidlingen mon nogen sinde kommer i gang melder sig
Andre dage er gode og vi har troen på det nok skal komme i gang.
I foråret og hen over sommeren har der gudskelov været flere af de gode end de dårlige...
Men i takt med, at DanAdopt bliver ved at opdatere hjemmesiden hver anden måned med nyheden om der er intet nyt - så kommer der efterhånden lidt flere af de dårlige dage... (iøvrigt er det frygteligt længe at vente på "nyt")
Men nu foregår der da i det mindste et eller andet - i form af møde for os på ventelisten - vi kender jo nogle af de andre par, så om ikke andet bliver det da hyggeligt at møde dem igen :)
Så på den ene side en smule nyt om landemøde... På den anden side - nul nyt...
Så en del af mig tænker det er spild af tid med møde - skal vi bare sidde og kigge på hinanden i tre timer og lytte på DA fortæller om de manglende nyheder??
På den anden side er vi nød til at møde op så de forhåbentlig bliver tvunget til at lytte på vores frustrationer om manglende opdateringer!!!!!
søndag den 9. september 2012
Tankemylder...
Hen over sommeren har der været mange artikler, debatindlæg og i det hele taget holdninger om adoption.
Det har været sammenlignet med kolonisering, hvor vi rige, velreflekterede vesterlændinge rejser ud og reder de små stakkels børn.
Der har været fokus på at mange adopterede har problemer i deres voksne liv af den ene eller anden art.
Og der har været mange spørgsmål - både til vores liste personligt, og hvorfor vi ikke bare kan få et barn, for der er jo mange der har brug for forældre og kommentarer om at små børn jo må være virkelig nemme at adoptere for de kan jo ikke huske noget.
Jeg og vi har mine/vores meninger om det hele. Uden tvivl!
Vi adoptanter her i Danmark SKAL være velreflekterede. Det er et krav at vi i godkendelsesprocessen kan vise, at vi kan danne sunde og vedvarende relationer til andre mennesker. Vi skal være "rige" da vi i Sri Lanka skal dokumentere en opsparing af en vis størrelse til det barn vi ender med at adoptere. Da der bortadopteres meget få børn i vesteuropa, er børnene ofte i sagens natur af en anden hudfarve end os adoptanter. Men derfra og til at kalde det kolonisering må jeg indrømme at jeg synes der er meget langt.
Vi gør det IKKE for at rede et barn - vi vil gerne være forældre - lige som så mange andre. Men sjovt nok er der ingen der spørger en kvinde når hun annoncerer en graviditet, om hvorfor hun er blevet gravid... Man går ud fra hun gerne vil være mor - men vi adoptanter tillægges ofte et andet og mere "altruistisk" motiv.
Vi har ind imellem ondt i maven, når vi tænker på at vores livs største begivenhed, tager sit udspring i, at en kvinde må give det største i sit liv fra sig, og dermed opleve noget at det værste en mor kan opleve. Nej, specielt godtgørende føles den del bestemt ikke.
Vores liste hos Danadopt står stille. Efter al balladen er adoptioner så vidt vi ved officielt åbnet igen fra Sri Lanka, men den person der skal godkende hver eneste internationale adoption er for det første nytiltrådt i sin stilling, og har hen over det sene forår og sommeren haft fokus andre steder.
Så ja vi er slidte og det er ved at være hårdt at vente. Og det kan især være hårdt, når det er det første folk spørger om. Vi prøver at huske på at det er af positiv interesse folk spørger, og fordi de ønsker for os at vi også skal opleve at være forældre.
Men ind imellem er det hårdt at folk spørger, så hvis vi ind imellem svarer meget kort, er det ikke fordi vi vil være uhøflige, men fordi det gør ondt at tale om.
Vi forstår helt klart at alle børn er forskellige, om de er ens biologiske egne, adopterede, for tidligt fødte, har lav fødsels vægt, født med klumpfod eller læbe-gane-spalte osv. osv.
Hvis vi virker overbeskyttende på forhånd for vores kommende barn, er det fordi at det er vi nok ja. Vi lærte en masse om tidligt svigtede børn på kurserne og alle adopterede børn oplever et traume når de tages bort fra deres biologiske mor.
Vi kan kun håbe på at minimere traumet, men om så barnet kun er tre måneder gammelt er der et traume. Den duft af mor de har kendt, den lyd af mor de har kendt forsvinder pludselig. De tages over til fremmede mennesker, får fremmed mad, slæbes med på en lang flyvetur og i lufthavnen i den anden ende står også en masse fremmede som naturligvis også gerne vil røre, holde, kysse og kramme.
Hvis vi virker afvisende på forhånd, er det fordi vi SÅ gerne vil gøre alt det bedste for vores barn - og vi har lært at det bedste er at isolere os totalt når vi kommer hjem og ikke lade andre komme tæt på. Vi ønsker som alle andre, at vores barn bliver et socialt menneske med gode venner og familiebånd.
Nogle børn knytter sig relativt hurtigt til mor og far og viser med al tydelighed når andre end mor og far kommer for tæt på - andre børn løber ivrigt hen til fremmede mennesker i supermarkedet og kravler ukritisk op til dem. Enhver forældres mareridt er jo at ens barn bliver taget væk af en fremmed - så hvis ens barn har lært at alle voksne kan bruges, skal vi til at lære barnet at det bestemt ikke er tilfældet - så det bliver en balancegang uden lige at lære barnet hvilke voksne der kan bruges - og hvilke der ikke kan.
Nej, der er ingen der har sagt det skal være nemt - og det er der vist aldrig nogen forældre der er blevet lovet - uanset hvordan de blev forældre :-)
Det har været sammenlignet med kolonisering, hvor vi rige, velreflekterede vesterlændinge rejser ud og reder de små stakkels børn.
Der har været fokus på at mange adopterede har problemer i deres voksne liv af den ene eller anden art.
Og der har været mange spørgsmål - både til vores liste personligt, og hvorfor vi ikke bare kan få et barn, for der er jo mange der har brug for forældre og kommentarer om at små børn jo må være virkelig nemme at adoptere for de kan jo ikke huske noget.
Jeg og vi har mine/vores meninger om det hele. Uden tvivl!
Vi adoptanter her i Danmark SKAL være velreflekterede. Det er et krav at vi i godkendelsesprocessen kan vise, at vi kan danne sunde og vedvarende relationer til andre mennesker. Vi skal være "rige" da vi i Sri Lanka skal dokumentere en opsparing af en vis størrelse til det barn vi ender med at adoptere. Da der bortadopteres meget få børn i vesteuropa, er børnene ofte i sagens natur af en anden hudfarve end os adoptanter. Men derfra og til at kalde det kolonisering må jeg indrømme at jeg synes der er meget langt.
Vi gør det IKKE for at rede et barn - vi vil gerne være forældre - lige som så mange andre. Men sjovt nok er der ingen der spørger en kvinde når hun annoncerer en graviditet, om hvorfor hun er blevet gravid... Man går ud fra hun gerne vil være mor - men vi adoptanter tillægges ofte et andet og mere "altruistisk" motiv.
Vi har ind imellem ondt i maven, når vi tænker på at vores livs største begivenhed, tager sit udspring i, at en kvinde må give det største i sit liv fra sig, og dermed opleve noget at det værste en mor kan opleve. Nej, specielt godtgørende føles den del bestemt ikke.
Vores liste hos Danadopt står stille. Efter al balladen er adoptioner så vidt vi ved officielt åbnet igen fra Sri Lanka, men den person der skal godkende hver eneste internationale adoption er for det første nytiltrådt i sin stilling, og har hen over det sene forår og sommeren haft fokus andre steder.
Så ja vi er slidte og det er ved at være hårdt at vente. Og det kan især være hårdt, når det er det første folk spørger om. Vi prøver at huske på at det er af positiv interesse folk spørger, og fordi de ønsker for os at vi også skal opleve at være forældre.
Men ind imellem er det hårdt at folk spørger, så hvis vi ind imellem svarer meget kort, er det ikke fordi vi vil være uhøflige, men fordi det gør ondt at tale om.
Vi forstår helt klart at alle børn er forskellige, om de er ens biologiske egne, adopterede, for tidligt fødte, har lav fødsels vægt, født med klumpfod eller læbe-gane-spalte osv. osv.
Hvis vi virker overbeskyttende på forhånd for vores kommende barn, er det fordi at det er vi nok ja. Vi lærte en masse om tidligt svigtede børn på kurserne og alle adopterede børn oplever et traume når de tages bort fra deres biologiske mor.
Vi kan kun håbe på at minimere traumet, men om så barnet kun er tre måneder gammelt er der et traume. Den duft af mor de har kendt, den lyd af mor de har kendt forsvinder pludselig. De tages over til fremmede mennesker, får fremmed mad, slæbes med på en lang flyvetur og i lufthavnen i den anden ende står også en masse fremmede som naturligvis også gerne vil røre, holde, kysse og kramme.
Hvis vi virker afvisende på forhånd, er det fordi vi SÅ gerne vil gøre alt det bedste for vores barn - og vi har lært at det bedste er at isolere os totalt når vi kommer hjem og ikke lade andre komme tæt på. Vi ønsker som alle andre, at vores barn bliver et socialt menneske med gode venner og familiebånd.
Nogle børn knytter sig relativt hurtigt til mor og far og viser med al tydelighed når andre end mor og far kommer for tæt på - andre børn løber ivrigt hen til fremmede mennesker i supermarkedet og kravler ukritisk op til dem. Enhver forældres mareridt er jo at ens barn bliver taget væk af en fremmed - så hvis ens barn har lært at alle voksne kan bruges, skal vi til at lære barnet at det bestemt ikke er tilfældet - så det bliver en balancegang uden lige at lære barnet hvilke voksne der kan bruges - og hvilke der ikke kan.
Nej, der er ingen der har sagt det skal være nemt - og det er der vist aldrig nogen forældre der er blevet lovet - uanset hvordan de blev forældre :-)
tirsdag den 31. juli 2012
Kører Politiken hetz?
Man skulle næsten tro det, når man læser overskrifter som "Et barn koster 100.000" (den er så ændret på "stærke opfordringer" fra vrede adoptanter) eller "Danskere hentede flere små etiopere trods advarsler"
Som kommende mor via adoption er sådanne artikler en mavepuster uden lige. Også selv om man som sådan ikke er direkte implicerede - men vi kender ventende på Etiopien-listen og vi kan levende forestille os, at artikler som disse ikke bidrager konstruktivt til den rå ventetid.
Det kunne lige så godt have været Sri Lanka de havde faldet over med lukningen i December og de efterfølgende undersøgelser derude.
Bevares - vi er om nogen klar over at adoption ikke er perfekt, hvor der er fattigdom, som i virkelig ubegribelig fattigdom, gør folk uhyggelige ting for at overleve - at sælge mennesker er ikke en ny opfindelse.
Men Politikens efterhånden hetz mod de danske familier, der enten har hentet barn i Etiopien eller skal hente er ude i hampen.
De forvansker bl.a. formålet med Ankestyrelsens rejse i 2011 - formålet var ikke at finde ud af om adoption fra Etiopien skulle lukkes, og Politiken overser belejligt det faktum at antallet af adoptioner fra Etiopien i 2011 netop er faldet grundet ændringer i procedurer, der skal sikre at adoptionerne foregår lovligt.
Meget til Politikens overraskelse, er den adoption som Politiken undersøger, gennemført lovligt!
Hvad Politiken heller ikke bringer, er at det børnehjem de kritiserer, passer ældre og syge børn som ikke umiddelbart egner sig til adoption - mener Politiken da ikke disse børn har krav på pleje og omsorg?
Havde jeg abonnement på Poltiken, havde jeg opsagt det for længst!!!
Ikke mindst pga. deres decideret ulækre dækning af Amysagen! Som nævnt, var Politikens journalist overrasket over at adoptionen var lovlig. Så sagen om Amy handler og BØR handle om, hvad der kan og skal gøres for at hjælpe Amy videre. Sagen handler om, om en kommune har svigtet, om et sæt plejeforældre som muligvis har overtrådt deres beføjelser mv. Sagen om Amy handler IKKE om hendes adoption.
Hvad værre er, Politiken pensler en 13 årigs livshistorie ud for det ganske danske land til vores alle sammens brede forargelse - sagen har affødt kommentarer som "hun kan da bare rejse hjem, hvis hun ikke kan lide være i Danmark!" og andre ikke citer-værdige underlødige kommentarer!!!!!!!
Men Amy's bisidder har angiveligt godkendt hendes ønske - hvilken bisidder godkender dette???
Hvilken bisidder godkender dette, når Amys yngre søster deler Amy's historie? En yngre søster som ikke er gammel nok til at blive spugt, en yngre søster hvis livshistorie nu tilhører hele Danmark!
En historie man som kommende forælder via adoption lærer man skal værne om, hige om - det er barnets egen historie og ikke underholdning for nysgerrige sjæle!
Den snert af respekt jeg havde for Politiken er væk som dug for solen - de er i mine øjne ikke et hak bedre end BT eller Ekstrabladet!
Skal der køres en debat i de danske medier om adoption - fint nok - men så lad os holde enkelt-sager ude og lad os sørge for at få ALLE fakta på bordet!
Som kommende mor via adoption er sådanne artikler en mavepuster uden lige. Også selv om man som sådan ikke er direkte implicerede - men vi kender ventende på Etiopien-listen og vi kan levende forestille os, at artikler som disse ikke bidrager konstruktivt til den rå ventetid.
Det kunne lige så godt have været Sri Lanka de havde faldet over med lukningen i December og de efterfølgende undersøgelser derude.
Bevares - vi er om nogen klar over at adoption ikke er perfekt, hvor der er fattigdom, som i virkelig ubegribelig fattigdom, gør folk uhyggelige ting for at overleve - at sælge mennesker er ikke en ny opfindelse.
Men Politikens efterhånden hetz mod de danske familier, der enten har hentet barn i Etiopien eller skal hente er ude i hampen.
De forvansker bl.a. formålet med Ankestyrelsens rejse i 2011 - formålet var ikke at finde ud af om adoption fra Etiopien skulle lukkes, og Politiken overser belejligt det faktum at antallet af adoptioner fra Etiopien i 2011 netop er faldet grundet ændringer i procedurer, der skal sikre at adoptionerne foregår lovligt.
Meget til Politikens overraskelse, er den adoption som Politiken undersøger, gennemført lovligt!
Hvad Politiken heller ikke bringer, er at det børnehjem de kritiserer, passer ældre og syge børn som ikke umiddelbart egner sig til adoption - mener Politiken da ikke disse børn har krav på pleje og omsorg?
Havde jeg abonnement på Poltiken, havde jeg opsagt det for længst!!!
Ikke mindst pga. deres decideret ulækre dækning af Amysagen! Som nævnt, var Politikens journalist overrasket over at adoptionen var lovlig. Så sagen om Amy handler og BØR handle om, hvad der kan og skal gøres for at hjælpe Amy videre. Sagen handler om, om en kommune har svigtet, om et sæt plejeforældre som muligvis har overtrådt deres beføjelser mv. Sagen om Amy handler IKKE om hendes adoption.
Hvad værre er, Politiken pensler en 13 årigs livshistorie ud for det ganske danske land til vores alle sammens brede forargelse - sagen har affødt kommentarer som "hun kan da bare rejse hjem, hvis hun ikke kan lide være i Danmark!" og andre ikke citer-værdige underlødige kommentarer!!!!!!!
Men Amy's bisidder har angiveligt godkendt hendes ønske - hvilken bisidder godkender dette???
Hvilken bisidder godkender dette, når Amys yngre søster deler Amy's historie? En yngre søster som ikke er gammel nok til at blive spugt, en yngre søster hvis livshistorie nu tilhører hele Danmark!
En historie man som kommende forælder via adoption lærer man skal værne om, hige om - det er barnets egen historie og ikke underholdning for nysgerrige sjæle!
Den snert af respekt jeg havde for Politiken er væk som dug for solen - de er i mine øjne ikke et hak bedre end BT eller Ekstrabladet!
Skal der køres en debat i de danske medier om adoption - fint nok - men så lad os holde enkelt-sager ude og lad os sørge for at få ALLE fakta på bordet!
Abonner på:
Opslag (Atom)